Afhængig af rejsemål og rejsemåde vil op til 50% af rejsende få akut diarré. I de fleste tilfælde vil forløbet være kortvarigt og kræver ikke lægebehandling.
Risikoen kan nedsættes markant ved at følge de klassiske råd:
“Boil it, cook it, peel it or forget it”, (“kog det, steg det, skræl det eller glem det”).
Den hyppigste smittekilde er forurenet drikkevand. Køb vand på flasker. De mest tvivlsomme steder bør det være med brus, da man nogle steder fylder postevand på flaskerne. Pas på drinks med isterninger samt salater, der ofte skylles i postevand.
En anden hyppig kilde til diarré er dårlige madvarer. Mange steder mangler man køling, og mad fordærver lettere i varmen. Pas på rå ferske madvarer som fisk og skaldyr. Undgå frugt uden skræl og kolde ris.
Behandling af diarré:
Til lettere former for diarré anbefales Imodium eller Travello (begge håndkøb).
Ved svær diarré anbefales Ciprofloxacin 500 mg som engangsdosis. Kan evt. gentages næste dag (receptpligtig). OBS: må ikke gives til børn under 12. I Thailand anbefales Azitromycin 1gram som engangsdosis (receptpligtig). Ved høj feber og blodig diarré anbefales det at søge læge.
Væskeindtagelse:
Drik rigeligt. Vand, sodavand eller gerne frugtjuice, der indeholder mange kulhydrater, og suppe, der indeholder mange elektrolytter.
Ved hyppig diarré anbefales Revolyt rehydreringsvæske (håndkøb i DK, kan ofte købes på lokalt apotek), eller en hjemmelavet blanding bestående af 1 liter kogt vand tilsat 8 tsk. sukker, 1 tsk. salt samt saft af 2 appelsiner.
Fødeindtagelse:
Spis gerne flere, mindre og fedtfattige måltider.